Feb, 2019: Anne-Kari Ferenzci i finalen til DR P2 Prisen som Årets Ildsjæl

Anne-Kari Ferenczi, organist ved Herstedøster Kirke, er i finalen om at vinde DR P2 Prisen som Årets Ildsjæl.  Det sker for hendes idé og arbejde med Alle Kan Synge, der er et korsamarbejde mellem Herstedøster Kirke og Herstedøster Skole.

»Det kom fuldstændig bag på mig, at jeg overhovedet blev nomineret til prisen. At jeg så nu er kommet i finalen er jo endnu mere fantastisk. For at få sådan et rygklap er overvældende,« siger Anne-Kari Ferenczi.

Efter et pilotprojekt sidste forår begyndte Alle Kan Synge i august for alle 0. og 1. klasser på Herstedøster Skole. Det er ambitionen, at samtlige 500 elever i indskolingen skal modtage korundervisning de kommende tre år.

»Sang og musik kan udtrykke følelser på en måde, som ikke kan udtrykkes med ord. Det er vigtigt for os mennesker at kunne udtrykke vores følelser. Det er vigtigt for den måde, vi kommunikerer med hinanden på, og det kan have betydning for vores mentale sundhed. Særlig som barn, fordi man ikke har nær så meget sprog, men forståelsen af sang og musik er et sprog vi alle forstår den dag vi bliver født,« siger Anne-Kari Ferenczi.

Forældre står bag indstilling.
 Det er en gruppe forældre på Herstedøster Skole, der står bag indstillingen af Anne-Kari Ferenczi.

»Når vi forældre møder Anne-Kari ser vi et strålende energibundt. Utroligt åben, smilende, imødekommende og bredt favnende – ikke kun for korbørnene. Man bliver smittet med glæde, musik og gejst ved blot at se hende træde ind på scenen og får lyst til at være 7 år og få lov at synge med,« siger Malene Adler-Platzer på vegne af forældregruppen.

»Det er hamrende imponerende, hvad én ildsjæl har formået at samle folk om på så kort tid. Vi forældre siger bare: ’Wauw’,« siger hun videre.

P2 Prisen som Årets Ildsjæl sætter fokus på dem der tager initiativ og fornyer i Danmarks klassiske musikliv. Vinderen udpeges af en fagjury blandt de tre finalister, juryen har udvalgt ud fra lytternes indstillede kandidater. Prisen bliver overrakt ved P2 Pris-koncerten torsdag den 14. februar i Musikkens Hus i Aalborg. De to andre finalister er Janne Thomsen og Ann Andreasen.


Glad uanset hvad.
Uanset udfaldet glæder Anne-Kari Ferenczi sig over, at Alle Kan Synge har fået en god omtale i forbindelse med nomineringen.  »Jeg håber, at den opmærksomhed, der nu er omkring projektet, kan sætte fokus på det tværfaglige område og sang samarbejdet mellem kirke og skole. Fordi man i kirker landet over har utallige børnekor med professionelle børnekorledere, og samtidig ønsker mange skoler at få løftet sangen, fordi det øger børnenes sociale dannelse, deres trivsel og formentlig også læring,« siger hun.



Tekst
 Bo Nygaard Larsen Foto Kim Matthäi Leland
Udgivet første gang d. 9. feb 2019