Udgivet tir d. 10. aug 2021, kl. 19:18

Korsang giver venskaber 

De nye 0. klasser på Herstedøster Skole i Albertslund fik en flot musikalsk velkomst, da elever fra projektet Alle Kan Synge gav en mini-koncert på første skoledag. Kor-projektet går nu ind i sit fjerde år og bliver fulgt af et forsker-team, der skal undersøge sammenhænge mellem korsang og børnenes trivsel. 

Tekst og fotos: Kim Matthäi Leland 

9. august 2021 

Et kæmpe kor på omkring 70 elever fra 3. klasserne bød Herstedøster Skoles nye børnehaveklasser velkommen mandag den 9. august. Mange af de nye skolebørn holdt mor eller far lidt ekstra hårdt i hånden på den her spændende dag, som alle har talt om.

De optrædende 3. klasses-elever har – som en del af projektet Alle Kan Synge – modtaget ugentlig undervisning i korsang, siden de selv startede i skole. På første skoledag sang de sange om venskab, kærlighed – og om at mærke efter, om man har det godt. Den lille koncert skulle da også gøre opmærksom på Alle Kan Synge-projektet, som både har til formål at styrke trivslen og fagligheden hos børnene. 

Efter koncerten fortæller to af eleverne fra 3. klasse om, hvad de får ud af de ugentlige kor-timer, som er en del af Alle Kan Synge-projektet. 

“Man får nye venskaber, fordi man synger med andre, som man ikke kendte i forvejen”, siger 9-årige Makaya Dahlstrøm, som går i 3.F. 

Klassekammeraten Maja Tangvig, som også er 9 år, er enig:

“Fællesskabet er det bedste. Og så er det sjovt at få lov at synge for mange mennesker”, siger hun. 

De to piger er enige om, at sange med gang i er sjovest at synge. 

“Jeg er mest til pop, ikke så meget til de stille og rolige sange”, siger Maja. 

Udover kor-velkomsten var der taler ved både skoleleder Birgitte Pilgård og afdelingsleder for indskolingen Signe Bjørn Jensen. De lagde vægt på, at skolen skal hjælpe med at gøre børnene til livsduelige mennesker med mod på livet. 

Vi fangede afdelingsleder Signe Bjørn Jensen senere til en snak om, hvad Alle Kan Synge betyder for børnene og deres skolegang. 

“Alle Kan Synge-projektet er med til at understøtte trivslen og til at inkludere alle elever i fællesskabet – det er svært at være vrede på nogen, man lige har sunget med. Samtidig kan fællessang styrke børnenes sproglige kompetencer og være med til at give et rigtig godt sprogligt fundament, som kun kan komme dem til gavn”, siger afdelingslederen. 

“Projektet er også med til at åbne skolen for lokalsamfundet, i dette tilfælde Herstedøster Kirke. Det er vigtigt, at vi som skole åbner os ud mod verden, for det er den verden, som vi danner eleverne til”, siger Signe Bjørn Jensen. 

Herstedøster Kirkes organist og korleder Anne-Kari Ferenczi er projektleder og initiativtager til Alle Kan Synge. Hun lægger også stor vægt på samarbejdet mellem kirken og skolen.

“Vores tre korledere underviser de 13 klasser i indskolingen – det er i alt mere end 300 børn, der skal have klassekor hver uge. Så det er et ret stort logistisk puslespil, der skal gå op”, forklarer hun. 

Alle Kan Synge går nu ind i sit fjerde år, og Anne-Kari Ferenczi er særligt spændt på, hvad det forsker-team, der følger kor-projektet, når frem til. 

“Det er professor emeritus Lars Ole Bonde fra Center for Research in Music and Health i Oslo samt fra Aalborg Universitet, der er forskningsleder på projektet. Han er en af Europas førende inden for sammenhængen mellem musik og folkesundhed, og sammen med forskningsassistent Stefan Ingerslev skal han finde ud af, om man kan dokumentere effekter af klassekor – altså om det har en positiv effekt på børnenes trivsel at synge i kor”, fortæller Anne-Kari Ferenczi. 

“Vi har i Alle Kan Synge udviklet en pædagogik med særligt fokus på både sang og trivsel, og det er der, hvor det adskiller sig fra andre sangprojekter. Med den rigtige assistance kan modellen udbredes, så alle børn igen i skolen får tilbudt glæden ved at bruge deres sangstemme sammen med andre. Og tænk hvis trivselseffekter kan dokumenteres, så kan trivsel forbedres hos både elever og lærere, hvilket vil smitte af på god læring i klassen”, siger hun. 

Projektet kører som udgangspunkt et år mere i den nuværende form, og derefter er det hensigten, at Alle Kan Synge skal fortsætte på Herstedøster Skole.

Kategorier Nyheder